Det konservative opstillingsmøde

Slagelse.News – Den konservative vælgerforening i Slagelse Kommune har afholdt opstillingsmøde, hvor blandt andet Philip Westh Weirup og Peter Emborg blev valgt som kandidater til byrådsvalget. Viceborgmester Jane Dahl blev allerede genvalgt ved et tidligere møde.

Mandag aften på Hotel Lillevang i Slagelse afholdt Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune opstillingsmøde, hvor blandt andet Philip Westh Weirup og Peter Emborg blev valgt som kandidater til det kommende byrådsvalg den 18. november 2025. Viceborgmester Jane Dahl blev allerede genvalgt som spidskandidat i 2024. Det fremgår af en pressemeddelelse fra vælgerforeningen.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune har mandag aften holdt opstillingsmøde på Hotel Lillevang, hvor syv kandidater blev valgt til det kommende byrådsvalg i november. Viceborgmester Jane Dahl er allerede spidskandidat og fremhæver solide resultater fra byrådsperioden. Kandidatfeltet spænder bredt i alder og geografisk tilknytning. Troels Christensen, tidligere Venstre-profil, er udtrådt af partiet efter uenighed og opstiller ikke. Partiet melder sig klar til en målrettet valgkamp med fokus på stabilitet og fortsat udvikling af kommunen.

Bredt spænd af kandidater i alle aldre

»Vi har valgt et bredt spænd af kandidater, der repræsenterer unge og ældre, by og land. Alle har de allerede igennem nogen tid arbejdet som et stærkt hold, og nu glæder de sig bare til at komme i gang med valgkampen og danne bagtrop for vores spidskandidat, viceborgmester Jane Dahl,« lyder det fra Jacob Stryhn, der er formand for den konservative vælgerforening i Slagelse Kommune.

I pausen, mens stemmerne blev talt op, så Jane Dahl tilbage på den forgangne byrådsperiode og det fine samarbejde i flertalsgruppen med Venstre, Radikale og SF. Hun understregede, at Slagelse Kommune i dag står stærkt:

»De skibe, vi satte i søen for fire år siden, holder kursen. For eksempel udviser vores årsregnskab et 45 millioner kroner bedre resultat end i fjor, vi har kunnet reducere vores gæld med over 100 millioner kroner og på den ledelsesmæssige side kan vi glæde os over, at færre medarbejdere forlader os end tidligere, og at sygefraværet er faldende,« lød det fra Jane Dahl, der i øvrigt blev valgt som partiets spidskandidat allerede i fjor.

»Med den kandidatliste, vi har sat sammen i aften, har vi skabt et fantastisk fundament for en stærk valgkamp og et markant konservativt præg på Slagelse Kommune de næste fire år,« tilføjede hun i pressemeddelelsen.

Opstillede kandidater indtil videre

Idet viceborgmester Jane Dahl blev genvalgt som spidskandidat i 2024, valgte opstillingsmødet at sætte nedenstående på de følgende pladser i en sideordnet opstilling:

  • Philip Westh Weirup
  • Peter Emborg
  • Sabrina Andersen-Jensen
  • Jørn Kruse
  • Martin Gøth-Bidstrup
  • Egon Bo
  • Susanne Sandholdt.

De fremmødte medlemmer gav bestyrelsen mandat til at tilføje yderligere kandidater til listen.

Troels Christensen har forladt vælgerforeningen

Byrådsmedlem Troels Christensen (forhenværende borgmester i Hashøj Kommune og folketingsmedlem for Venstre), meldte sig ud af Det Konservative Folkeparti i weekenden og er derfor ikke genopstillet.

Bestyrelsen havde forud for den ekstraordinære generalforsamling, hvor opstillingsmødet blev afholdt, meddelt, at den ikke ønskede henholdsvis byrådsmedlem Troels Christensen og stedfortræder Lotte Brøns som byrådskandidater. Det skriver blandt andet TV2 Øst. Det betyder, at byrådsmedlem Troels Christensen aktuelt er løsgænger.

Øverst: Hotel Lillevang i Slagelse. (Foto: Slagelse Media). PM/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/ez4z