Slagelse.News – »Jeg er rigtig glad for, at vi nu har fået en demenshandleplan med en række indsatsområder, så vi i fællesskab kan give både mennesker med demenssygdom og deres pårørende et trygt og værdigt liv ved at understøtte mulighederne for at leve et godt liv med en demenssygdom,« siger udvalgsformanden.
En ny demenshandleplan i Slagelse Kommune skal sikre, at mennesker med demens og deres pårørende kan leve et aktivt og trygt liv længst muligt. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Skal være med til at sætte retningen for demensindsatsen
Demenssygdom er en hastigt voksende folkesygdom. Nationalt Videnscenter for Demens har estimeret, at der vil ske en fordobling af antallet af mennesker med demens frem mod 2040.
Derfor har Forebyggelses- og Seniorudvalget under byrådet i Slagelse Kommune vedtaget en ny demenshandleplan, som skal sikre, at mennesker med demens og deres pårørende kan leve et aktivt og trygt liv længst muligt.
Hvad er demens?
Demens er betegnelsen for en tilstand, hvor de mentale færdigheder bliver svækket af sygdom. Ordet demens kommer fra latin og betyder “væk fra sindet”.
Selvom vi ikke ved, hvorfor demenssygdomme opstår, skyldes det altid sygelige forandringer i hjernen.
Der er mere end 200 forskellige sygdomme, som medfører demens. I Danmark lever 70.000-85.000 mennesker med en demenssygdom. Heraf har cirka 50.000 Alzheimers. Der er ca. 8.000 nye tilfælde af demenssygdomme hvert år.
Risikoen for at få en demenssygdom stiger med alderen. Men det er en myte, at en demenssygdom er en naturlig følge af alderdom.
De fleste demenssygdomme er fremadskridende, og der findes ingen helbredende kur. Den demensramte bliver langsomt dårligere og behovet for hjælp vil vokse.
Længden af forløbet kan variere fra nogle få år til flere årtier, inden man dør af sygdommen.
Mange demenssygdomme kan behandles, så symptomerne mindskes, men alle demenssygdomme kræver pleje og omsorg. Derfor er det vigtigt at få stillet en diagnose.
(Kilde: Alzheimerforeningen).
I Slagelse Kommune er der en lang række tilbud og indsatser, så mennesker med en demenssygdom og deres pårørende kan leve et aktivt og trygt liv længst muligt.
Derudover har kommunen netop fået en ny demenshandleplan, som skal være med til at sætte en retning for demensindsatsen i kommunen i de kommende år.
Demens rammer ikke kun den enkelte, men rammer hele familien
»Demens er en sygdom, som ikke kun rammer den enkelte. Den rammer hele familien. Derfor bliver den også kaldt for de pårørendes sygdom. Fælles for pårørende til mennesker med en demenssygdom er oplevelsen af et tab, som kan være svært at håndtere,« siger formanden for Forebyggelses- og Seniorudvalget, Ali Yavuz (S) og fortsætter:
»Jeg er rigtig glad for, at vi nu har fået en demenshandleplan med en række indsatsområder, så vi i fællesskab kan give både mennesker med demenssygdom og deres pårørende et trygt og værdigt liv ved at understøtte mulighederne for at leve et godt liv med en demenssygdom.«
Demenshandleplanen indeholder følgende indsatsområder:
- Tidlig opsporing, udredning og behandling
- Høj kvalitet i demensplejen
- Fokus på støtte og rådgivning
- Meningsfulde aktivitetstilbud
- Demensvenlige boligtilbud
- Demensvenligt samfund.
Stort engagement og bred involvering bag demenshandleplanen
Demenshandleplanen blevet udarbejdet i tæt samarbejde med dem, der er allertættest på mennesker med demens.
Det er repræsentanter fra hjemmeplejen, sygeplejen, plejecentrene, aktivitetscentrene, demenskonsulenter, Ældreråd, Pårørendeforeningen for borgere med demens og Alzheimerforeningen.
»Rigtig mange har været involveret og bidraget med værdifulde input til demenshandleplanen. Vi skylder alle i arbejdsgruppen en stor tak for deres engagement og bidrag med blandt andet at formulere behovene hos mennesker med demens og deres pårørende,« siger medlem af Forebyggelses- og Seniorudvalget Ann Sibbern (DF) og fortsætter:
»Vi skal alle huske at møde mennesker med demens med forståelse og som hele mennesker med egne ønsker og behov. For selvom hukommelsen svigter, og sproget måske på sigt forsvinder, så betyder det ikke, at mennesket bag sygdommen er forsvundet. Jeg glæder mig til fortsat at følge vores mange demensindsatser og ikke mindst de indsatsområder, som nu er oplistet i demenshandleplanen.«
Øverst: Genrefoto. (Foto: Horsche / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.