Slagelse.News – »Det betyder meget for os at kunne bidrage til en mere tryg og sikker oplevelse for vores kunder,« lyder det fra den kommercielle direktør i Dantaxi, som også betjener Slagelse Kommune.
Taxiselskabet Dantaxi, der udfører det meste af taxikørslen i Slagelse Kommune er med, når taxibranchen, op til årets julefrokostsæson, lancerer et nyt landsdækkende tryghedskodeks kaldet tryg.taxi. Det skriver Dantaxi 4×48 i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Dantaxi i Slagelse deltager i det landsdækkende initiativ tryg.taxi, der skal øge sikkerheden for taxikunder, især op til julefrokostsæsonen. Med kodekset forpligter selskabet sig til nultolerance over for krænkelser, krav om ren straffeattest for chauffører og vognmænd samt uddannelse i forebyggelse. Taxier med et tryg.taxi-mærkat gør det let for kunder at vælge en sikker taxi, og app-bestillinger sikrer automatisk en tryg.taxi. Lokale chauffører bakker op, og initiativet suppleres af eksisterende krav om GPS- og kameraovervågning.
Ren straffeattest for taxichauffører
Initiativet, tryg.taxi, er udviklet af brancheforeningen Dansk PersonTransport (DPT) i samarbejde med flere taxiselskaber med henblik på at øge sikkerheden og trygheden for taxipassagererne.
Med tryg.taxi forpligter de tilsluttede selskaber sig til at indføre nultolerance i krænkelsessager, at indhente ren straffeattest ved tilslutning af chauffører og vognmænd samt at forebygge krænkelser via chaufføruddannelse. Et mærkat på taxiens siderude gør det nemt for kunderne at vælge en tryg.taxi.
Glæder sig til at gøre en positiv forskel
»Vi er rigtig glade for at byde vores kunder velkommen til tryg.taxi i Holstebro. Det betyder meget for os at kunne bidrage til en mere tryg og sikker oplevelse for vores kunder. I Dantaxi har vi arbejdet med at sikre, at vores taxier lever op til principperne i kodekset, og vores chauffører glæder sig til at gøre en positiv forskel i nattelivet og andre steder,« siger Vibeke Wolfsberg, der er kommerciel direktør i Dantaxi, som også betjener Slagelse Kommune.
En af de taxichauffører i Slagelse Kommune, der har mærkatet, er taxivognmand Kim Sørensen. Han oplyser, at de er meget positive over for det nye initiativ.
»Mine kollegaer og jeg ser frem til at byde vores kunder velkommen til tryg taxikørsel i Slagelse Kommune. Tryg.taxi er et landsdækkende initiativ, men det kræver lokal opbakning for at lykkes. December er en travl måned med julefrokoster og arrangementer, hvor mange har brug for sikker transport, og vi ser det som vores fælles ansvar at sørge for, at alle – unge som ældre – kommer trygt rundt og sikkert hjem,« siger taxivognmand Kim Sørensen fra Slagelse.
Det er nemt at identificere en tryg.taxi
For at gøre det nemt for kunden at identificere en tryg.taxi, vil de deltagende taxier bære et synligt tryg.taxi-mærkat på sideruden. Kunder, der via telefon eller app bestiller en taxi fra et af de tilsluttede selskaber, vil automatisk få en tryg.taxi.
Med den eksisterende lovgivning er alle danske taxier i forvejen underlagt tryghedsskabende regler med krav om kamera- og GPS-overvågning. De deltagende tryg.taxi-taxier forpligter ydermere til at indføre 10 principper, såsom:
- Nultolerance i krænkelsessager
- Krav om ren straffeattest ved tilslutning af chauffører og vognmænd
- Indarbejde procedurer for løbende at kontrollere chaufførernes straffeattester
- Forebygge krænkelser via uddannelse og andre værktøjer
- Hurtig og grundig sagsbehandling.
Øverst: I disse dage sættes tryg.taxi-mærkatet på 2.600 af landets taxier. (Foto: Dantaxi 4×48). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.