Slagelse.News – Alle Dantaxis vogne får afskærmning og spritdispensere senest den 2. juni.
Halvdelen af landets taxier monteres med afskærmning mellem passager og chauffør. Det skriver Dantaxi 4×48 i en pressemeddelelse.
Skal fremme trygheden for passageren og chaufføren
Samfundet er så småt ved at genåbne, hvilket udenlandske erfaringer viser, vil medføre et øget behov for individuel transport. Særligt i begyndelsen vil mange være ekstra påpasselige med valg af transportmiddel.
På den baggrund har taxiselskabet Dantaxi taget en række initiativer med det formål at fremme trygheden for passageren og chaufføren. Det mest synlige tiltag er en afskærmning mellem for- og bagsædet.
Afskærmningen monteres i alle selskabets vogne, der udgør halvdelen af Danmarks godt 4.000 taxier.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ifølge Dantaxis kommercielle direktør, Vibeke Wolfsberg, kommer initiativerne i erkendelse af, at mere normale forhold i branchen næppe indfinder sig foreløbig, og at fokus i en længere periode vil være på tryghed.
»Taxiselskaberne har siden krisens start ligget noget nær underdrejet, og da det så værst ud, var tre ud af fire taxiture ganske enkelt forsvundet. Det er vores vurdering, at der i tiden fremover vil være fokus på tryghed på hele persontransportområdet,« siger Vibeke Wolfsberg og fortsætter:
»Taxien er unik derved, at kunden kan rejse alene uden medpassagerer. Vi kan derfor tage andre forholdsregler for at begrænse smitte, end det for eksempel kan lade sig gøre i en bus eller i et tog. Noget af tidsrummet mellem kørslerne udnytter vi til at rengøre kontaktfladerne, så hver ny kunde træder ind i en ren, afsprittet taxi.«
Taxivognmand: Afskærmning er kommet for at blive
For chaufføren betyder tiltagene, at der skal indarbejdes nye rutiner, og at den daglige kontakt med kunderne ikke bliver helt som før.
Taxivognmand og chauffør Hendrik Larsen beklager, at kontakten til kunden kommer til at ske igennem plexiglas, men han er alligevel ret sikker på, at afskærmningen i hans to taxier er noget, der er kommet for at blive.
»Det er givetvis en foranstaltning, jeg kommer til at køre med i lang tid fremover. Det bliver ikke helt det samme, når der nu skal være en plexiglasplade mellem mig og kunden. Men det at være taxichauffør er et udsat erhverv, hvor sikkerhed og tryghed må komme i første række,« siger Hendrik Larsen.
Alle Dantaxis vogne får samtidig fastmonteret håndsprit
Afskærmningen er ikke den eneste nye foranstaltning. Alle selskabets næsten 2.000 vogne får fastmonteret håndspritdispenser, og der stilles udvidede krav til rengøring og afspritning af alle kontaktflader i og uden på taxien.
Dantaxis tiltag for at forhindre smitte med COVID-19:
- Alle selskabets taxier skal senest tirsdag den 2. juni være monteret med afskærmning og fastgjorte spritdispensere.
- Håndsprit skal benyttes af chaufføren, og passageren opfordres ligeledes til at anvende håndsprit inden turens start.
- Chaufføren skal afspritte alle kontaktflader efter hver kunde.
Dantaxi er et landsdækkende taxiselskab, der udfører taxikørsel i flere end 60 kommuner, herunder Slagelse Kommune. Selskabet er det største af sin art i Danmark. Cirka halvdelen af alle taxier i Danmark er tilsluttet selskabet.
Øverst: Afskærmningen monteres i alle selskabets vogne, der udgør halvdelen af Danmarks 4.000 taxier. (Foto: Dantaxi 4×48). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.