Coop sælger og lukker en række butikker

Slagelse.News — Coop sælger 35 butikker og lukker 19 butikker landet over. Der er fortsat forhandlinger om salg af yderligere et antal butikker. Kvickly i Vestsjællandscentret i Slagelse By bliver angiveligt solgt.

Med Konkurrencestyrelsens godkendelse af aftalen mellem Coop amba og OK kan Coop Danmark nu for alvor fortsætte rejsen med atter at gøre Coop Danmark til en lønsom virksomhed, der fortsat går forrest på ansvarlighed med stor lokal forankring. Det skriver Coop Danmark A/S i en pressemeddelelse.

Sælger 35 butikker og lukker 19 butikker

»Med aftalen har vi fået tilført kapital til at investere i vores butikker og til at træffe de nødvendige beslutninger. Enkelthed og fokusering bliver nogle af de centrale elementer i den indsats, vi har sat i gang, og nu foretager vi nogle nødvendige tilpasninger, for at vi kan sikre fundamentet for et lønsomt Coop. Et Coop, der fortsat skal være den bedste arbejdsplads for de cirka 40.000 kollegaer og et mere attraktivt sted at handle for de cirka 800.000 daglige kunder i SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount,« siger adm. direktør Thor Skov Jørgensen.

Coop sælger således 35 butikker og lukker 19 butikker landet over. Der er fortsat forhandlinger om salg af yderligere et antal butikker. Samtidig forhandles der med udlejere om nedsættelse af husleje en række steder over hele landet. Hvis ikke disse forhandlinger ender tilfredsstillende, kan der komme et yderligere antal lukninger.

Flere medier oplyser, at Kvickly i Vestsjællandscentret sælges til Salling Group og dermed bliver til enten Netto eller føtex.

»Mange har haft et nært tilhørsforhold til de butikker, som vi overtager. Det skal vi have forståelse for, og derfor imødegår vi også opgaven med respekt for de nye lokalsamfund, som vi rykker ind i eller bliver en større del af med et ufravigeligt fokus på at skabe gode oplevelser for vores nye kunder med motiverede medarbejdere, høj service og inspirerende varer til skarpe priser,« siger Anders Hagh, der er adm. direktør i Salling Group i en særskilt pressemeddelelse.

Coop har fortsat flere end 900 butikker

»Vi har desværre for mange butikker, der giver underskud uden udsigt til, at udviklingen vender. Når vi enten sælger eller lukker disse butikker, får vi råd til at investere yderligere i butikkerne i vores fire eksisterende kæder og på den måde sikre bedre kundeoplevelser og en mere lønsom forretning. Vi har stadigvæk mere end 900 butikker, og de får nu fuldt fokus. Både i forhold til at levere de varer kunderne efterspørger, til at kunne tilbyde konkurrencedygtige priser og til at skabe butikker kunderne elsker at handle i,« siger Thor Skov Jørgensen.

Fokusering på kerneforretningen – de fire kæder – betyder tillige, at onlinebutikken Coop.dk lukker i løbet af 2025. Coops ambitioner på det digitale område er fortsat høje – fremover med yderligere fokus på at give kunderne de bedste oplevelser i kombinationen mellem de fysiske butikker og de digitale løsninger. Det kommer konkret til at ske med fortsat videreudvikling af markedets førende og prisbelønnede app, Coop Appen, herunder blandt andet digital selvbetjening med Scan & Betal.

Coop bliver medlem af Dansk Erhverv

Ydermere har Coop valgt at blive medlem af Dansk Erhverv fra 2025. Med Coop som medlem er alle de toneangivende dagligvarebutikker samlet i den samme interesseorganisation. Coop bliver medlem af det samme fællesskab som vores kolleger og konkurrenter, får de samme aftaler og samtidig mulighed for at udøve langt mere indflydelse på rammevilkårene for vores branche. Medlemskabet vil også sikre en forenkling af overenskomster, aftaler og foreninger internt i Coop.

»Vi ser frem til at blive en del af fællesskabet i Dansk Erhverv. Medlemskabet i Dansk Erhverv går fint i tråd med den grundlæggende vigtighed for Coop af at have ordnede forhold og overenskomster og være en god arbejdsplads,« siger Thor Skov Jørgensen.

Øverst: Arkivfoto af Vestsjællandscentret. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/0d5d