Christopher Trung arbejder for dem, der ikke selv kan råbe op

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Slagelse.News – I dette portræt fortæller Christopher Trung, at han er stærkt optaget af at styrke retssikkerheden i Slagelse Kommune. Han fortæller om sin frustration over at opleve borgere, for hvem retssikkerheden ikke opretholdes. Samtidig fortæller han om, hvordan kommunen faktisk hjælper en masse mennesker, som vi ikke hører lige så meget om.

Med 1.304 personlige stemmer fik Christopher Trung et sikkert genvalg i top-5 ved sidste kommunalvalg. Han blev kun overgået af spidserne 1. viceborgmester Jane Dahl (K), borgmester Knud Vincents (V), byrådsmedlem og tidligere borgmester Stén Knuth (V) samt byrådsmedlem og tidligere borgmester Stén Knuth og John Dyrby Paulsen (S).

Dog blev det på ingen måde som ønsket for den unge byrådspolitiker. Her fortæller han om sit arbejde og sine visioner i en svær økonomisk tid samt om at holde fast i sine værdier, sine holdninger og sit menneskesyn.

Har været nødt til at stemme for hårde besparelser

Vi sidder på et mindre lokale på Slagelse Rådhus, en tirsdag aften i januar måned. Det regner udenfor, og lyden af regndråber, der pisker mod ruderne, fylder rummet. Christopher Trung, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune, sidder overfor mig på den anden side af bordet. Han har budt på en kop kaffe.

Han er en ung mand på 29 år, der arbejder for bedre forhold på handicap- og psykiatriområdet samt for at styrke retssikkerheden i Slagelse Kommune. Men selvom Trung brænder for at forbedre forholdene for de svageste i samfundet, så har han også været nødt til at stemme for hårde besparelser.

Han er bekymret for, hvad fremtiden bringer, men er samtidig fast besluttet på at gøre det bedste for borgerne i Slagelse Kommune. Vi har sat os for at tale om hans arbejde og visioner for fremtiden.

En stemme for dem, der ofte ikke kan råbe højest

Christopher Trung fortæller passioneret om sit arbejde for at forbedre forholdene for børn og voksne med handicap, fysisk såvel som psykisk. Han fortæller om de barrierer, som disse mennesker ofte står overfor, og om hvordan han vil arbejde for at fjerne disse barrierer. Han er overbevist om, at ved at øge fokus på forebyggelse og tidlig indsats kan forhindre mange af de problemer, som mennesker med handicap og mentale sundhedsproblemer oplever, opstår i første omgang.

Han er samtidig stærkt optaget af at styrke retssikkerheden i Slagelse Kommune. Han fortæller om sin frustration over at se og opleve borgere, for hvem retssikkerheden ikke opretholdes. Men også om, hvordan kommunen faktisk hjælper en masse mennesker i dag, som vi dog ikke hører lige så meget om.

»Jeg er ofte en af de første politikere til at høre om det, når spændinger mellem borger og kommune eskalerer. Enkelte gange har det været på grund af at borgerne har haft for store forventninger i forhold til, hvad kommunen kan hjælpe dem med. Men ellers er det i overskyggende grad, at vi faktisk ikke er der nok for dem, der har allermest brug for hjælpen. Og sådan har det været i mange år. Det plager mig, « siger byrådspolitikeren, inden han retter på sine briller og tilføjer:

»Men kommunen hjælper også en hel masse mennesker. De tal hører vi bare ikke lige så meget om. Men de er der. Dér, hvor det bliver svært, er ofte, når sagerne bliver komplekse nok til at falde uden for de sædvanlige kasser. Vi skal gøre mere ud af at hjælpe eksempelvis vores ældre, når vi igen får økonomien på ret køl. Og så må vi ikke glemme de pårørende.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Christopher Trung sidder i Socialudvalget, Seniorudvalget og Sundhedsudvalget.

Åbenhed og ærlighed omkring konsekvenserne

Som byrådsmedlem har Christopher Trung været nødt til at stå med bag mange svære beslutninger, herunder også at stemme for besparelser. Han fortæller, hvordan dette har været en udfordring, men også om, hvordan han har forsøgt at sikre, at besparelserne bliver gjort på en måde, der minimerer de negative konsekvenser for borgerne og kommunens ansatte.

Christopher Trung forklarer, at han har valgt den samme strategi som hidtil: At være og åben omkring konsekvenserne af besparelserne.

»For at komme til tops i politik, skal man kunne mene det ene den ene dag og gøre det modsatte den anden dag. Men det spil holder jeg bare ikke til. Nogen vil måske mene, at det virker dobbeltmoralsk, at jeg finder besparelserne forfærdelige, samtidig med jeg har stemt for dem. Men nu hvor besparelserne har været nødvendige, og der ikke var noget reelt alternativ til situationen, så synes jeg godt, at jeg kan tillade mig at være ærgerlig over besparelserne, ligesom mange andre er det. I sidste ende handler det også om at vælgerne skal kunne have tillid til os politikere,« siger han.

En klar vision om det sociale ansvar over for alle

Ifølge Christopher Trung er hans vision meget klar: Vi skal have et samfund, der ikke begrænser mennesker med handicap fra at kunne tage mest muligt ansvar for eget liv og at nyde samme rettigheder, som tilfalder mennesker uden handicap.

»Det handler ikke om særbehandling eller forfordeling. Mennesker med handicap har krav på til fulde at kunne udnytte deres potentiale i samfundet, ligesom mennesker uden handicap. Når så vores teknologiske fremskridt gør dette muligt, så bør vi selvfølgelig som samfund søge i den retning. Alle skal have mulighed for at tage ansvar for deres eget liv og få en fair mulighed for ved egen indsats at realisere deres drømme og mål, i det omfang det kan lade sig gøre.«

Christopher Trung tager en slurk af sin kaffe, inden han fortsætter:

»Vi skal også have flere muligheder for borgerne med særlige behov i Slagelse Kommune. Eksempelvis ved at øge tilgængeligheden af offentlige bygninger og faciliteter, men også ved at motivere flere virksomheder og arbejdspladser til at ansætte og inkludere personer med handicap. Der er meget der kan gøres.«

De hjemløse, socialt udsatte og misbrugere

»Vi har rigtig mange hjemløse i Slagelse Kommune. Derfor er jeg glad for, at vi formåede at skåne vores hjemløseområde mest muligt fra besparelserne. Modsat af hvad mange tror, er det de færreste hjemløse, der virkelig selv vælger at være det. Det er en myte, at det skulle være noget, de fleste selv har valgt,« fortæller Christopher Trung.

Han fortsætter med at fortælle om arbejdet for de hjemløse: At alle borgere har ret til et hjem, og at det er vigtigt at arbejde for at mindske antallet af hjemløse i kommunen.

»Hvis du bor på et forsorgscenter, så er du stadig hjemløs. For der er forskel på at være boligløs, og på at være hjemløs. Forsorgscentret har en høj belægning, og der er ofte ikke plads til dem, der måtte have brug for at være der, simpelthen fordi forsorgscentret er overfyldt. Derfor er det et vigtigt arbejde med at få vores ufrivilligt hjemløse helt ud af hjemløshed,« siger byrådspolitikeren.

Der går en kort pause. Jeg spørger ind til Christophers arbejde for de socialt udsatte, heriblandt stofmisbrugere. Han bryder ind med en irettesættelse:

»Husk også alkoholmisbrugere. For det bliver desværre i høj grad negligeret, som det er i dag, da alkohol er langt mere socialt acceptabelt i samfundet end eksempelvis stoffer. På sigt skal vi gøre mere for at kunne sætte ind med den nødvendige hjælp, særligt til de unge. Og så skal vi alle huske, at ansvaret for vores medmennesker er et fælles ansvar. Det er ikke kun kommunen eller staten, der har et medansvar, og vi kan ikke bare deponere vores sociale ansvar i en skattebillet.«

Vi taler videre om det konkrete arbejde for stof- og alkoholbehandlingen, hvor Christopher Trung også udtrykker en ærgrelse om de besparelser, der i særlig grad rammer Rusmiddelcentret.

»Hvis jeg vandt en milliard i morgen, var jeg ikke i tvivl om hvad pengene var gået til,« siger han.

Vi runder det politiske af ved, at jeg spørger ind til hans holdning omkring de socialt udsatte, heriblandt udsatte børnefamilier.

»Der er ingen tvivl om, at der har været en række udfordringer med den kultur, som børnefamilierne er blevet mødt med, når de henvendte sig til kommunen for at få hjælp. Jeg tror det udspringer af begrebet forråelse. Altså, at børnefamilierne har henvendt sig for at få hjælp, og bliver i stedet mødt af nogle sagsbehandlere, der bare peger fingre ad dem. Det er dyb ærgerligt at det har været sådan,« fortæller Christopher Trung.

Artiklen fortsætter under billedet.

Christopher Trung kigger hurtigt på klokken. Den er lidt over 8 om aftenen, og han fortsætter:

»En ting, jeg gerne vil have med, er, at vi skal få styrket borgernes tillid til kommunen. Tillid kommer ikke af sig selv og kræver, at vi får ændret på den førnævnte kultur. Vi skal ikke opleve børnefamilier, der ikke tør henvende sig for at få hjælp, af frygt for at det automatisk bliver til en sag om tvangsfjernelse af deres barn. Det er i øvrigt et indgreb, jeg synes kommunerne har været alt for ivrige med frem for mindre indgribende og mere forebyggende tiltag. Bare se på Langeland Kommune, som er endt ud i Ankestyrelsen har grebet ind og bedt dem om at genåbne alle deres sager om tvangsanbringelse, fordi fejl og sjusk har fyldt så meget i deres sagsbehandling. Det er grufuldt.«

Privatliv, engagement, ballondyr og julekort

Jeg spørger ind til Christopher Trungs privatliv. Der er ikke meget at fortælle, for en stor del af byrådspolitikerens tid går til det politiske arbejde. Han bor i Slagelse midtby med kæresten Kristian, der også er medlem af Det Konservative Folkeparti. Christopher kan bedst beskrives som en mand med mange talenter, heriblandt som ballonmand, hvor han hyppigt tager ud og laver ballondyr til arrangementer.

Hans største oplevelse det seneste år har været besøget fra Hendes Majestæt Dronningen, hvor han og Kristian var på Kongeskibet.

En del af Christopher Trungs fritid går på frivillige projekter, som han ivrigt går i gang med at fortælle om. Blandt andet var han med til at sørge for at varmestuens brugere endnu en gang kunne holde juleaften i varmestuen, ligesom han også var med i det forberedende arbejde bag juleaften-arrangementet i Kirke Stillinge Forsamlingshus.

Og så er der også julekortene, der er en fast tradition for ham:

»Hvert år tager jeg med en kammerat ud til samtlige af Specialcenter Slagelses bosteder i kommunen for at aflevere et personligt julekort til hver enkelt af de beboere der bor der. Det er eksempelvis beboere med udviklingshæmning og beboere, der ikke altid har nogen pårørende, som giver dem et julekort. Så det får de herfra, hvor jeg normalt betaler for julekortene. I år har der været en anonym sponsor bag julekortene, og det var børn ude fra Ringparken og spejderbørn, der skrev julekortene. Beboerne bliver så glade, så det er hele forberedelsen værd – også selvom lidt over 200 julekort selvfølgelig er et stykke arbejde,« siger Christopher Trung.

Politikere er også bare mennesker

Jeg er ved at lukke min bærbar og diktafon sammen, da jeg spørger Christopher Trung, om han har noget på falderebet. Jeg må åbne min bærbar op igen:

»Så skulle det være, at folk skal huske, at politikerne også bare er mennesker. Oftest mennesker, der skal træffe enormt svære beslutninger ud fra meget kompliceret beslutningsgrundlag. Hvis du har noget, du tænker, du kan byde ind med til politikerne, så send det endelig til os. Man kan altid kontakte Slagelse Byråd ved at skrive til byradet@slagelse.dk,« siger Christopher Trung, inden han rejser sig fra bordet.

Vi siger farvel ved indgangen til Slagelse Rådhus. Christopher Trung er til fods og bruger til daglig offentlig transport:

»Det er jo derfor, vi har den. Det er også bedre for miljøet. God aften!« siger han, inden vores veje skilles i mørket.

Øverst: Christopher Trung. (Foto: Privatfoto). roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.