Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Slagelse.News – Venstre efterlyser et klart svar fra flertalsgruppen i Slagelse byråd om de utilstrækkelige busforbindelser i kommunens yderområder.
På vegne af Venstre efterlyser byrådsmedlem og regionsrådsmedlem Anders Koefoed (V) et klart svar fra flertalsgruppen i Slagelse byråd i sagen om de utilstrækkelige busforbindelser i kommunes yderområder.
Ændring af bus 902 er endt med en dårligere service
Anders Koefoed sidder i Erhvervs- og Teknikudvalget, hvor han sammen med Henrik Brodersen (O) kæmpede for at bevare busrute 902 med uændret køreplan og oversende sagen til budgetforhandlingen.
Men det var der ikke flertal for i Erhvervs- og Teknikudvalget.
Artiklen fortsætter under billedet.
»Jeg forstår det ikke. Vi stemte imod at ændre rute 902, så den ikke længere køre direkte til Slagelse. I stedet for sættes der nu suppleringsbusser ind for at afhjælpe problemerne,« siger Anders Koefoed og fortsætter:
»Det hele er nu endt med dårligere service og formentlig bliver det samlet set dyre end før, hvor borgerne var tilfredse med busserne.«
Demonstration mod de utilstrækkelige busforbindelser
Inden mandagens byrådsmøde var Anders Koefoed ude foran rådhuset for at bakke op om de mange borgere, der havde mødt op foran rådhuset for at demonstrere mod de utilstrækkelige busforbindelser.
»Denne sag har stor betydning for mange. Ikke kun ildsjæle som John Petersen, Karin Kristiansen og mange andre, heriblandt flere lokalråd, der har gjort et formidabelt arbejde med at søge opbakning til et bedre busnet i Slagelse Kommunes yderområder, men også alle andre som til daglig er afhængig af den offentlige bustransport,« siger Anders Koefoed.
Anders Koefoed deltog i demonstrationen sammen med blandt andet byrådsmedlem Knud Vincents (V), byrådsmedlem Henrik Brodersen (DF), byrådsmedlem Ann Sibbern (DF) og byrådsmedlem Christopher Trung (V).
Borger: »Der siges det ene, men gøres noget andet«
En af initiativtagerne bag demonstrationen, Karin Kristiansen, er glad for at der er politikere der søger et klart svar og at få løst udfordringerne.
»Det er forvirrende, når der siges det ene, men gøres noget andet. Jeg tror, det har givet indtryk, at vi var en del der var mødt op ved demonstrationen,« siger Karin Kristiansen og fortsætter:
»Selvfølgelig var det under hensyn til COVID-19, og derfor var der mange af os der havde stillet sko foran rådhuset, for at symbolisere dem der gerne ville have været med, men som ikke kunne på grund af COVID-19. Og selvom jeg er glad for at flere af politikerne bakker mig op, så vil jeg ønske, jeg kunne få et klart svar fra borgmester John Dyrby Paulsen.«
Læs også: Problemer med busforbindelsen fra Frølunde Fed.
Øverst: Busdemonstration foran rådhuset. (Foto: Christopher Trung). RK/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.