Brian Mikkelsen fra Sjællands Storkreds stopper i politik

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der er valgt i Sjællands Storkreds, stopper i politik dags dato for at tiltræde som administrerende direktør i Dansk Erhverv.

Brian Mikkelsen (K) stopper i politik dags dato og dermed som erhvervsminister for at tiltræde som administrerende direktør i Dansk Erhverv. Det oplyser Statsministeriet.

Brian Mikkelsen er valgt i Sjællands Storkreds for Det Konservative Folkeparti. Da han tiltrådte som erhvervsminister, blev Brigitte Klintskov Jerkel indkaldt som stedfortræder. Brigitte Klintskov Jerkel er opstillet i henholdsvis Greve og Slagelse valgkredse.

Engageret minister med et kvart århundrede i Folketinget

»Brian Mikkelsen har igennem mange år været en dygtig og engageret minister. Han brænder for at gøre en forskel – og har gjort det både som kultur-, justits-, økonomi- og erhvervsminister igennem en lang årrække,« udtaler statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og fortsætter:

»Personligt har jeg sat overordentligt stor pris på mit tætte, tillidsfulde og konstruktive samarbejde med Brian. Jeg vil gerne ønske ham stort tillykke med de nye udfordringer og ser frem til samarbejdet i hans nye kapacitet.«

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) udtaler blandt andet om Brian Mikkelsens beslutning:

»Først og fremmest er jeg ubetinget glad på Brians vegne over, at han er har fået en unik mulighed for at kæmpe for dansk erhvervsliv. Men samtidig skal der ikke herske nogen tvivl om, at det samtidig er et tab for Det Konservative Folkeparti. Og ikke mindst et tab for regeringen,« siger Søren Pape og fortsætter:

»Brian Mikkelsen er den dygtigste, rareste, mest positive og nede på jorden person jeg har kendt i politik. Tænk at han har kunnet bevare smilet og den positive energi i så mange år. Et kvart århundrede i Folketinget og 12 år som minister. Imponerende. Brian Mikkelsen vil i den grad blive savnet.«

Statsministeren går til Dronningen i morgen for at justere regeringens sammensætning, og planen for præsentation og overdragelse bliver offentliggjort torsdag morgen.

Opdatering: Det er offentliggjort her til aften, at Rasmus Jarlov (K) bliver ny erhvervsminister.


Foto: Helle Moos / Det Konservative Folkeparti
Opdateret.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.