Borgmester: Udvis forsigtighed og omsorg

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – »Vi skal hjælpe hinanden, vi skal tage tingene alvorligt uden at gå i panik, og jeg og Krisestaben står naturligvis til rådighed for spørgsmål i forbindelse med de kommende tiltag,« skriver borgmesteren.

Borgmester John Dyrby Paulsen (S) og kommunaldirektør Frank E. Andersen har sendt følgende til alle medarbejdere i Slagelse Kommune. Det skriver John Dyrby Paulsen på Facebook.

Opfodrer alle til at bruge deres sunde fornuft

»Danmark er i en svær situation, og statsministeren har her til aften oplyst, at der iværksættes en række tiltag til bekæmpelse af spredningen af COVID-19-virus, der betyder, at Danmark delvis lukkes ned.

Jeg ser med stor alvor på situationen, og derfor indkalder vi Krisestyringsstaben i Slagelse Kommune til møde kl. 06:00 tidligt i morgen (torsdag). Formålet er bl.a. at fastlægge retningslinjer for håndteringen af den skærpede situation i Slagelse Kommune, og alle dele af Slagelse Kommune vil herefter blive orienteret om retningslinjer og konkrete tiltag.

Torsdag morgen vil jeg desuden drøfte situationen med de politiske partier i byrådet. Det er min klare opfattelse, at alle politiske partier tager situation meget alvorligt.

Jeg vil opfodre alle til at bruge deres sunde fornuft og generelt udvise forsigtighed. De kommende tiltag kan virke overdrevne, men det er i sådanne situationer vi skal vise vores værd som samfund og som individer.

Vi skal hjælpe hinanden, vi skal tage tingene alvorligt uden at gå i panik, og jeg og Krisestaben står naturligvis til rådighed for spørgsmål i forbindelse med de kommende tiltag.

Lige nu opfodrer jeg alle til at udvise både forsigtighed og omsorg. Vi skal alle hjælpe, hvor vi kan, og jeg vil snarest muligt i morgen tidligt vende tilbage med yderligere informationer og oplysninger om konkrete tiltag i Slagelse Kommune i forbindelse med COVID-19.«

Øverst: Borgmester John Dyrby Paulsen (S). (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.