Slagelse.News – Nu kan borgerne i Slagelse Kommune dele tomme sæder i bilen via NaboGo. Regionen, Movia og blandt andet Slagelse Kommune står bag app’en.
Uden for byerne falder antallet af borgere. Men den enkelte borgers behov for mobilitet bliver ikke mindre af at bo længere fra en større by.
Derfor lancerer Slagelse, Kalundborg og Holbæk og kommuner i samarbejde med Region Sjælland og Movia app’en NaboGo, som skal gøre det nemmere at dele de tomme sæder i bilerne.
To millioner tomme bilsæder på de sjællandske veje hver dag
Hver dag kører der to millioner tomme bilsæder rundt på de sjællandske veje.
Samtidig er der en overraskende stor del af familierne – hele 32 procent – som ikke har deres egen bil. Det er ifølge Danmarks Statistiks seneste tal fra 2018. Det skriver Movia i en pressemeddelelse.
Når man dertil lægger, at hver femte borger på Sjælland bor i en landsby eller på landet, hvor det økonomisk eller miljømæssigt ikke altid er en god løsning med tog eller bus, er det tydeligt, at der er stort behov for flere transportløsninger, som kan supplere bus og tog.
Villum Christensen: »NaboGo bygger på en deleøkonomisk idé«
Derfor lancerer Slagelse, Holbæk og Kalundborg kommuner i samarbejde med Movia samkørsels-platformen NaboGo. Movia har etableret en mobilitetspulje “Kollektiv mobilitet uden for de større byer”, som blandt andet har fået økonomisk støtte fra Region Sjælland.
Med NaboGo kan borgerne i de tre kommuner dele de tomme sæder i bilen, hvis de har behov for et lift eller tilbyder et lift. Det skal give en bedre udnyttelse af de mange tomme bilsæder i de tre kommuner og gøre det nemmere at komme rundt for dem, der ikke har en bil, eller som gerne vil transportere sig sammen.
Du henter NaboGo, hvor du plejer at hente apps. Du kan selv oprette en tur, eller du kan melde ind, hvor (opsamlingssted) du ønsker at mødes, og hvor du skal hen. NaboGo udregner betalingen efter turens længde. Læs mere på: NaboGo.com.
»I Slagelse Kommune vil vi gerne gøre det så let som muligt at transportere sig rundt, så vi på den måde kan fremme fællesskaber i både byer og landdistrikter. Samtidig vil vi gerne sikre, at vi udnytter resurserne bedst muligt og belaster miljøet mindst muligt,« siger formanden for teknik- og erhvervsudvalget i Slagelse, Villum Christensen (LA), og fortsætter:
»NaboGo bygger på en deleøkonomisk idé, som vi ser et stort potentiale i. Den kollektive trafik har brug for tiltag, der højner borgernes frihed og mobilitet og samtidig understøtter bæredygtige transportformer. Det håber vi, at NaboGo kan være med til.«
Supplerer andre mobilitetsprodukter i områder med få busser
NaboGo er en app, som forbinder borgeres behov for transport med andre borgeres ledige sæder i bilen. Der er fast kilometerpris, faste opsamlingssteder ligesom for busser, og betalingen håndteres i appen.
NaboGo supplerer en række andre mobilitetsprodukter til områder med længere mellem husene, som Movia allerede har sat i værk sammen med kommunerne.
Den 1. juli sidste år lancerede Movia det nye produkt plustur, som giver borgerne transport fra havelågen til et stoppested eller en station via Rejseplanen.
Læs også: Plustur gør bussen og toget nemmere for alle.
Nu suppleres busser, tog, plustur og flextrafik så med NaboGo i Slagelse, Kalundborg og Holbæk kommuner. I første omgang er der finansiering til drift i to år.
De tre kommuner er allerede i gang med at udbrede kendskabet til NaboGo, så alle interesserede borgere kan komme med i samkørselsordningen.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Movia). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.