Artiklen er opdateret for 5 år siden.
Beredskabsstyrelsen har udviklet en app til mobiltelefoner, som giver advarsler fra myndighederne ved større ulykker og katastrofer. Nu medtages alvorligt forhøjet vandstand og større brolukninger.
Beredskabsstyrelsens app, som fortæller, når myndighederne udsender en advarsel om større ulykker og katastrofer, bliver nu udvidet, så den også advarer om alvorligt forhøjet vandstand (oversvømmelser) og om større vej- og brolukninger.
Alvorligt forhøjet vandstand i kystområderne og akut brolukning på Storebælt kan være relevant for mange borgere i Slagelse Kommune.
App’en har sendt advarsler med alarmlyd på mobilen siden 2016, og den nye forbedring er kommet i dag. Nu vil den blandt andet have en mere nøjagtig information om store trafikforstyrrelser på vejene. Særlige stedsangivelser gør, at du kan se, om den aktuelle information er relevant for dig.
“Vi har i udviklingen af de nye versioner lyttet til vores brugere og justeret på nogle af de mest efterspurgte ting. Det kan virke som små ændringer, men i sidste ende skal forbedringerne være med til at sikre, at færre kommer galt af sted, når der er fare på færde,” siger Thomas Dybro Lundorf, som er chef i Beredskabsstyrelsens Center for Krisekommunikation.
Mobilvarsling advarer brugerne med en besked på deres mobiltelefoner. Du kan vælge at modtage advarsler ud fra forhåndsvalgte kommuner eller ud fra din GPS-position. Mobilvarsling udsender advarsler om farligt vejr, akutte spærringer af motorveje og broer samt beredskabsmeddelelser fra myndighederne.
Hent app’en Mobilvarsling til din telefon:
Download i Google Play
Download i Apple App Store
Grafik: Beredskabsstyrelsen
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.