Ældre forberedes på robotstøvsugere og robotgulvvaskere

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Slagelse.News – 2.100 ældre borgere i Slagelse Kommune får brev om, at de skal anvende robotstøvsuger og robotgulvvasker.

I disse dage modtager omkring 2.100 borgere i Slagelse Kommune, som får hjælp til gulvrengøring og/eller tøjvask, et brev omkring ændringer i hjælpen. Det skriver kommunen i en meddelelse.

Skal anvende velfærdsteknologi til gulvrengøring

Ændringerne sker i forbindelse med byrådets vedtagelse af Budget 2024, hvor det blev besluttet at indføre robotteknologi til rengøring af gulve samt ændre i hjælpen til tøjvask.

Skærmbesøg med hjemmeplejen, medicinhuskere eller talende kopper, som sikrer, at man får drukket nok. Det er blot nogle af de mange eksempler på velfærdsteknologi, som allerede bliver brugt i Slagelse Kommune.

Fremover vil støvsugning og gulvvask også blive klaret af velfærdsteknologi. Byrådet har besluttet, at alle borgere i Slagelse Kommune, som i dag får hjælp til gulvrengøring, fremover skal købe en robotstøvsuger og/eller en robotgulvvasker til at klare gulvrengøringen.

For at forberede borgerne på ændringerne modtager alle borgere, som i dag får hjælp til gulvrengøring og tøjvask, i de kommende dage et informationsbrev enten med fysisk post eller i e-Boks om ændringerne. I brevet står der også, at borgerne i løbet af de næste seks måneder vil få besøg af en visitator, som vil gennemgå borgerens behov for hjælp.

Får besøg af visitation inden for de næste 6 måneder

»Borgerne skal ikke selv gøre noget, inden vores visitation har været på besøg. Vi har sendt informationsbrevet ud for at forberede borgerne på vores besøg, og de ændringer der kan ske i forhold til gulvrengøring og tøjvask. Vi gennemfører besøgene over de næste seks måneder, så der kan godt gå lidt tid, før vi kommer, men alle, som bliver berørt af ændringer, vil selvfølgelig blive personligt kontaktet af visitationen«, siger Therese Gjerde Corfix, der er konstitueret chef for Sundhed og Ældre.

Ud over informationsbrevet med beskrivelse af ændringerne modtager alle berørte borgere også en pjece med gode råd om robotstøvsugere og robot-gulvvaskere.

Borgerens behov for støtte vurderes efter besøget

Når visitationen kommer på besøg, er det for at vurdere den enkelte borgers behov for støtte. Hvis borgeren ikke selv kan betjene en robot, tømme beholderen eller på anden måde har problemer med at bruge den, kan borgeren få hjælp til det hver tredje uge.

Byrådet har desuden besluttet, at hjælp til tøjvask fremover som udgangspunkt tilbydes hver tredje uge i stedet for hver anden uge som hidtil. Her vil visitationen også vurdere, om borgerne har særlige behov, der betyder, at man ikke kan overgå til tøjvask hver tredje uge.

Når visitationen har været forbi og lavet en vurdering, modtager borgeren et partshøringsbrev med mulighed for at give indsigelse på den påtænkte afgørelse. Efter partshøringsperiodens ophør, vil borgeren modtage et nyt brev omkring afgørelsen samt klagevejledning. Herefter vil eventuelle ændringer træde i kraft.

Stigende udfordringer med at rekruttere medarbejdere

»Det er aldrig nogen nem beslutning at ændre i den hjælp, vi som kommune giver til vores ældre og sårbare borgere. Men vi er nødt til at tænke anderledes også på ældreområdet. Både på grund af den økonomiske situation i kommunen, men også fordi velfærdsteknologi vinder indpas,« siger byrådsmedlem Helle Dalsgaard, der er formand for Seniorudvalget, og fortsætter:

»Samtidig vil det afhjælpe de stigende udfordringer, der er med at rekruttere tilstrækkeligt med medarbejdere på velfærdsområdet. Derfor har vi vedtaget nogle ændringer i hjælpen, så de borgere, som har allermest brug for pleje og omsorg fra medarbejdere, stadig kan få det, mens andre fremover får hjælp for eksempel gennem ny teknologi.«

Læs også: Politisk flertal i Slagelse Byråd indgår budgetforlig.

Øverst: Brev om robotstøvsuger. (Foto: Lightspruch / iStock). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/veps