5,8 millioner til fem bandeforebyggende medarbejdere

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Slagelse Kommune får knap 5,8 millioner kroner til forebyggelse af bandekriminalitet. Pengene skal anvendes til løn til fem medarbejdere på Motalavej og i Ringparken.

Den 28. juni 2018 fik Slagelse Kommune tilsagn om knap 5,8 millioner kroner til forebyggelse af bandekriminalitet. Ansøgningen blev sendt til Styrelsen for International Rekruttering og Integration i foråret 2018. I mandags blev Børne- og Ungeudvalget orienteret om, at ansøgningen var imødekommet.

Skal forhindre bander i at opsøge og rekruttere børn og unge

Som led i satspuljeaftalen for 2018 får fire kommuner økonomisk støtte til en forebyggende indsats, der skal forhindre bander i at opsøge og rekruttere børn og unge. Pengene skal blandt andet bruges på de aktiviteter, som kommunerne skal tilbyde børn og unge, så de ikke havner i kriminelle banders fangarme.

»Vi ser alt for ofte, at mindre søskende bliver inspireret af deres kriminelle storebrødre eller ældre venner – især i socialt belastede familier og ghettoområder,« sagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i juni måned og fortsatte:

»Derfor skruer regeringen nu også op for den forebyggende indsats, der skal hjælpe familier, hvor børnene har stor risiko for at blive rekrutteret til bandekriminalitet. Vi skal sikre, at forældrene tager ansvar og holder deres børn væk fra gaden, så banderne får sværere ved at få fingrene i dem.«

Helhedsorienteret familieindsats på Motalavej og i Ringparken

I Slagelse Kommune skal pengene bruges til forebyggelse af bandekriminalitet gennem en helhedsorienteret familieindsats på Motalavej og i Ringparken. Det områdespecifikke var et krav i puljebeskrivelsen, som tog udgangspunkt i kriterierne fra ghettolisten.

Selvom der ikke var registreret med egentlige bander i Slagelse Kommune på ansøgningstidspunktet, er både lokale og nationale kriminelle netværk til stede i kommunen. Dette har en negativ afsmitning på blandt andet de unge i områderne.

»Det er ikke nok bare at investere i det enkelte individ, der har den kriminelle løbebane. Det handler også om at investere i hele konteksten og familien omkring de små brødre. Det giver et afkast på sigt,« fortæller afdelingsleder i Center for Børn og Unge, Dorthe Christiansen, til SN.dk.

Sammen med en national taskforce skal Slagelse Kommune udarbejde en tværsektoriel samarbejdsmodel, som skal skabe en helhedsorienteret familieindsats, der har til formål at forebygge rekruttering til bander.

Projektperioden som løber fra den 1. maj 2018 til den 31. december 2020, og der er givet tilsagn om 5.797.000 kroner. Pengene skal anvendes til løn til fem medarbejdere. I september vil Børne- og Ungeudvalget blive orienteret om de mulige indsatser.

Læs også: Slagelse Kommune får millioner til bandebekæmpelse.


Grafik: Doloves / iStock.