Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – Slagelse Kommune sender breve ud, fordi regeringen og KL på grund af energikrisen har aftalt, at alle husejere med gas- eller oliefyr skal have besked om, hvorvidt de får adgang til fjernvarme inden 2028.
17.000 borgere i Slagelse Kommune er ved at få brev med svar på, om de kan forvente fjernvarme eller ej. I flere områder får husejerne besked om, at de først kan forvente svar i 2023. Det skyldes, at det skal undersøges nærmere, om det er realistisk, at der kan komme fjernvarme inden 2028. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
For nogle husejere vil svaret hverken være ja eller nej
I de kommende dage får borgere brev fra Slagelse Kommune med besked om, hvorvidt de kan forvente, at der kommer fjernvarme der, hvor de bor, inden 2028. Det er regeringen, som har forpligtiget kommunerne til at sende information ud til bygningsejerne inden udgangen af året, og de breve lander nu.
Men for husejere i Skælskør, Vemmelev, Forlev, Halsskov, Svenstrup, Musholm, Slots Bjergby, Sørbymagle og dele af Slagelse vil svaret hverken være ja eller nej. Her skal det først undersøges mere grundigt, om der er basis for at etablere fjernvarme.
Det skal sikre, at fjernvarmen er både en økonomisk god løsning for de potentielle fjernvarmekunder, og at det er realistisk, at fjernvarmen kan etableres inden udgangen af 2028. Derfor får de et brev med besked om, at der kommer en afklaring næste år, og nogle af dem, at de får en afklaring allerede i 1. kvartal 2023.
Artiklen fortsætter under billedet.
»Vi har stadig rigtig mange områder i kommunen, hvor boligerne bliver opvarmet med naturgas. Vi skal reducere vores CO2-udledning, og derfor er det vigtigt for os, at der hurtigt kommer fjernvarme alle de steder, hvor det er fornuftigt,« siger Jørgen Grüner (SF), der er formand for Klima- og Miljøudvalget, og fortsætter:
»Derfor har vi bedt forvaltningen om at undersøge en række områder mere grundigt. Men med de prisstigninger, som vi har set på det seneste, skal husejerne hurtig have besked om, at de kan få fjernvarme. Ellers risikerer vi, at folk finder andre løsninger, som samfundsøkonomisk er dyrere.«
Lokale løsninger såsom jordvarme- eller solcelleanlæg
I landdistrikterne får borgerne besked om, at de ikke skal forvente, at der kommer traditionel fjernvarme. Men i en lang række landsbyer, hvor mange i dag har gas, kan der være potentiale for mindre fælles løsninger som eksempelvis fælles jordvarme- eller solcelleanlæg.
»Der kan være steder, hvor der er potentiale for, at beboerne går sammen om mindre fælles løsninger. Det er beboerne selv, der skal etablere sådanne anlæg, men fra kommunens side vil vi forsøge at facilitere processen om at skabe fælles løsninger, hvis der er interesse for det i lokalområdet,« siger Jørgen Grüner.
Slagelse Kommune sender breve ud, fordi regeringen (Socialdemokratiet) og KL (Kommunernes Landsforening) på grund af de stigende energipriser har aftalt, at alle husejere med gas- eller oliefyr inden årets udgang skal have besked om, hvorvidt de kan forvente at få adgang til fjernvarme inden 2028.
Fakta om fjernvarmebreve til borgerne:
Regeringen og KL har aftalt, at alle husejere med gas- eller oliefyr inden årets udgang skal have besked om, hvorvidt de kan forvente at få adgang til fjernvarme inden 2028.
Slagelse Kommune sender breve til:
- Husejere med gas- eller oliefyr, som bor i godkendte fjernvarmeområder med information om, at der enten er eller kommer fjernvarme inden 2028.
- Husejere med gas- eller oliefyr, som ikke har udsigt til, at der kommer fjernvarme inden 2028
- Husejere – uanset varmekilde – i Skælskør, Vemmelev, Forlev, Halsskov, Svenstrup, Musholm, Slots Bjergby, Sørbymagle og dele af Slagelse, hvor det skal undersøges om der kan komme fjernvarme inden 2028. De første af de husejere kan forvente svar i 1. kvartal 2023.
Undersøgelsen af om der kan komme fjernvarme inden 2028, skal sikre, at det er en økonomisk fordel for husejerne, at der er et forsyningsselskab, som vil gennemføre projektet, og at byggeprocessen kan være afsluttet inden år 2028.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.