Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse News – 12 flotte bygge- og renoveringsprojekter er nomineret til Slagelse Kommunes bygningspræmiering, herunder en indkørsel med to hovedløse trolde, der er 375 år gamle.
I år er der i alt 12 nomineringer til Slagelse Kommunes bygningspræmiering, og som noget nyt er der både en Nybyggerpris og en Renoveringspris. Det skriver kommunen i en nyhedsmeddelelse.
Pris til byggeri og anlæg af høj arkitektonisk kvalitet.
Slagelse Kommune har siden 1988 uddelt en bygnings- og arkitekturpris til byggeri og anlæg af høj arkitektonisk kvalitet.
Udover at være en anerkendelse til bygherre og arkitekt er det Slagelse Kommunes ønske, at præmieringen af de gode eksempler vil medvirke til at øge interessen for og inspirere til endnu flere smukke bygninger og byrum.
I år bliver der både uddelt en nybyggerpris og en renoveringspris, og der er fem nominerede nybyggerprisen og syv nominerede til renoveringsprisen – i alt 12 nominerede.
De fem nominerede til Nybyggerprisen
Srd. Stationsvej i Slagelse – Absalon
Nybygget campus ved Slagelse Station, som huser professionsbacheloruddannelser.
Projektet tager afsæt i den bymæssige kontekst ved Slagelse Station. Huset er nøje tilpasset netop dette særlige sted, med en bygningsmasse, der er vævet fint ind i områdets både landskabelige og urbane strukturer. Absalons samlede bygningsmasse nedskaleres som en komposition af forskudte bygningsvolumener.
Herved rejser Absalon sig i det flade jernbaneterræn og bygningerne terrasserer og tilpasser sig skalaen i det lave by- og parcelhuskvarter. Mellem jernbaneterrænet mod nord og det rekreative grønne mod syd, ligger de forskellige bygningselementer og spænder ud som funktionelle ‘huse’, der danner ryg mod den støjende jernbane og trapper ned mod syd og SDU. Absalon inviterer ind, åbner og griber skalaen i både SDU og de omkringliggende bygninger.
Bygherre: Professionshøjskolen Absalon
Arkitekt: Cubo og Rønnow Arkitekter
Landskabsarkitekt: Marianne Levinsen Landskab
Jernbanegade 30 i Slagelse – Kløvertårnet
Nybygget 8-etagers byggeri på hjørnet mellem Jernbanegade og Østerbro. Byggeriet rummer 36 ungdomsboliger på 35 kvm, samt Slagelse Boligselskab som flytter ind på bygningens øverste etager.
Byggeriet er placeret centralt, i knudepunktet hvor Jernbanegade møder Østerbro, tæt ved bycentrum og banegård. Bygningen har dermed en perfekt beliggenhed, både for de studerende som bygningen skal huse, og for Slagelse Boligselskabs kunder og forretningsforbindelser.
Placeringen lægger op til opførelse af et markant hus, der optager de forskellige retninger på stedet, og som markerer sig i bybilledet. Bygningens form er inspireret af Slagelse Boligselskabs logo, Firkløveret, og bygningens grundform har form som et kløverblad, dog uden at dette bliver karikeret. Det er Slagelse Boligselskab ambition at åbne op for offentlig adgang til den øverste tagterrasse, og dermed give noget tilbage til Slagelse By.
Bygherre: Slagelse Boligselskab
Arkitekt: ERIK arkitekter
Slagelse Station – Campusbroen
Nybygget bro på Slagelse Station, som forbinder byen hen over togsporene. Den nye gangbro tværs over jernbanen skal forbinde de kommende boligområder nord for stationen i Slagelse, til det stadigt voksende campusområde langs Sdr. Stationsvej.
Campusbroen står som et bindeled hen over banen, der i dag deler byen i to. Praktiske hensyn og design er integreret til et hele, så broen fremstår let opfattelig og samtidig manifesterer sig arkitektonisk i området.
Broen løser med sine specielle “tre ben” de stedsspecifikke udfordringer og skiller sig ud i bybilledet. Analyser af stedet, funktioner og statik har ført til et enkelt og elegant brodesign med stærke og robuste løsninger, hvor linjeføringen forholder sig til de banetekniske installationer og pendlerflowet.
Bygherre: Slagelse Kommune
Arkitekt: Dissing & Weitling
Tårnborgvej 25 i Korsør – Skaterparken
Nybygget Skatepark i Korsør. I sommers fik Korsør endnu et attraktivt mødested, hvor selvorganiserede grupper af børn, unge og voksne kan mødes til mange aktive timer på hjul som f.eks. skateboard, løbehjul, løbecykler, rulleskøjter, BMX m.m.
Frivillig ildsjæl fra foreningen Korsør Skatepark, har taget initiativet til projektet om at opføre en ny skatepark i beton. Den nye skatepark vil bidrage til at aktive fællesskaber opstår på tværs af alder, køn, niveau og etnicitet.
Bygherre: Slagelse Kommune
Arkitekt: Concrete Head
Elmesvinget 8 i Slagelse – Ibihaven
Nybygget hus som indeholder 76 mindre moderne, bæredygtige lejeboliger. Ibihaven er et stort hus, målrettet beboere på 50+. Alle lejlighederne har privat altan eller terrasse og et forareal med direkte udgang til en stor fælles, overdækket atriumhave hvor der altid er grønt og som er en direkte forlængelse af lejlighederne med plads til fællesaktiviteter.
Ibihaven er opført i materialer, der efterlader mindst mulig CO2-aftryk og har en høj genanvendelighed. Store dele af Ibihaven er bygget i træ. I Ibihaven har energibevidstheden sat sit præg og derfor er der solceller på taget, regnvandsindsamling til genanvendelse og andre klimavenlige løsninger, som gør Ibihaven til et endnu grønnere sted at bo.
Ibihaven er bygget til at opnå DGNB Guld. En certificering, som både sikrer dokumenteret bæredygtighed, høj byggekvalitet og at en hverdag som senior beboer er tænkt ind helt fra begyndelsen.
Bygherre: TETRIS A/S
Arkitekt: Arkitekterne Sangberg
De syv nominerede til Renoveringsprisen
Søbatteriet 17 i Korsør – Kabeldepotet
Kabeldepotet er blevet renoveret og huser nu cirka 40 lokale kunstnere som udfolder deres kunst i de nyrenoverede lokaler. En række lokale kunstnere og kunstnergrupper er rykket ind i de højloftede lokaler, hvor de fremstiller, udstiller og sælger deres kunst
Som nabo til Fæstningsområdet, har den karakteristiske bygning med de store gule porte, en unik beliggenhed direkte ud til havnebassinet. Kabeldepotet er bygget omkring 1907 og er angiveligt indviet samtidig med den Gamle Banegård, der ligger på den modsatte side af havnebassinet.
Bygningen fungerede i en årrække som opmagasinerings- og udskibningssted for Post og Telegrafvæsenets søkabler, men nu er kunsten rykket ind.
Bevaringsværdi: 3
Bygherre: Slagelse Kommune
Arkitekt: Skælskør Arkitekterne v/ Martin Freeman
Jernbanegade 1 i Slagelse
Ejendommen har i det forløbne år, fået en stor og tiltrængt ansigtsløftning. Ejendommens facade/tag/kviste mm. er renoveret med stor respekt for ejendommens oprindelige udseende. De har brugt materialer som kobber, for at skabe en fin kontrast til de røde mursten og den hvide farve på de pudsede flader.
Bygherre: Atlantia ejendomme
Arkitekt: Jacob Vestergaard, Atlantia ejendomme
Jernbanegade 3 i Slagelse
Denne ejendom har i det seneste år gennemgået en gennemgribende renovering, både ude og inde. Ejendommen er omdannet til 15 skønne boliglejemål, samt 2 erhvervslejemål der har til huse her.
Det er især ejendommens fine facade der træder frem, her er alle de oprindelige detaljer bevaret. Om aftenen kommer de ekstra frem, med den flotte lyssætning der fint oplyser facaden.
Renoveringen har betydet at Jernbanegade nu fremstår som en hyggeligere gade, og bliver en væsentligt mere indbydende gade at færdes på, både dag og aften.
Bevaringsværdi: 4
Bygherre: Atlantia ejendomme
Arkitekt: Jacob Vestergaard, Atlantia ejendomme
Holsteinborgvej 224 i Rude – Biskoppen
Det tidligere missionshus i Bisserup, bygget i 1920, blev i meget dårlig stand, købt af Foreningen BIS’koppen med henblik på nænsomt at renovere og modernisere.
Via fonde, Kommunens byfornyelsesmidler og ikke mindst en kolossal lokal opbakning, blev huset renoveret, så det i dag står smukt med respekt for husets og byens historie. Biskoppen anvendes som samlingssted for byens borgere.
Bevaringsværdi: 3
Bygherre: Tømrerfirmaet JOSK
Arkitekt: Bestyrelsen har stået for istandsættelsen
Slottensgade 16 i Korsør Sydby
Gennem de sidste par år, har ejendommen gennemgået en omfattende ombygning og renovering, såvel inde som ude.
Alle facaderne er renoverede, og samtlige vinduer og døre er blevet udskiftet, så de passer ind i stilen for denne type ældre huse. Facaderne er blevet grundigt og nænsomt repareret, og efterfølgende malet flere gange af kirkemureren John Carlsson, Hyllested.
Renoveringen af denne bygning, pynter på hele gadebilledet, i den gamle bydel af Korsør. Bygningen har en synlig placering på hjørnet. Bygningen består af to lejligheder som er blevet bygget sammen til én.
Bevaringsværdi: 3
Bygherre: Jane og Thomas Kjølbye Møller
Arkitekt: Bygherre har selv stået for istandsættelsen
Ørslevvej 334 i Rude – Holsteinborg Gods
Ved indkørslen til Holsteinborg slot står to hovedløse trolde, som er udhugget i sten. Her har de stået omkring 375 år, og de var med tiden blevet noget patinerede. Godsejer Christopher Holstein, besluttede at lade de to figurer restaurere.
Statuerne er blevet renset, repareret og malet med heraldisk korrekte farver, sådan som de tidligere har set ud. Indgangspartiet over voldgraven, er blevet kalket i forbindelse med restaureringen.
Statuerne forestiller to hovedløse trolde, der hver især holder tre våbenskjolde. Trolle-slægtens våbenskjold indeholder en hovedløs trold. De tre våbenskjolde er den daværende ejer Niels Trolles våbenskjold, samt hans 1. og 2. kones våbenskjolde. Renoveringen er gennemført med støtte fra Carlsen-Langes Legatstiftelse, Slots og Kultustyrelsen, samt privat donator.
Bygherre: Holstein Gods
Arkitekt: Stenkonservator Leif Vognsen
Præstestræde 20 i Skælskør
Huset er beliggende i Eggeslevmagle. Der er tale om en privat beboelsesejendom, opført i 1663 hvor de har fået støtte til istandsættelse af beboelsens stråtag. Ejendommen er registreret med høj bevaringsværdig (SAVE 2, vurderet tilbage i 1993). De har på den baggrund, kunne opnå forhøjet støtte til arbejdet.
Som en del af projektet har de også etableret en kvist, men denne er ikke en del af byfornyelsesstøtten, da kommunen ikke jf. loven, kan meddele støtte til bygningselementer der vil medføre en ejendomsværdistigning.
Bevaringsværdi: 2
Bygherre: Thies og Julian Heick
Arkitekt: Bygherre har selv stået for istandsættelsen
Billeder af de 12 nominerede bygninger. (Foto: Slagelse Kommune).
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.