Artiklen er opdateret for 3 år siden.
»Først pisser I på os«, siger borgmesteren. Den hårde retorik og de mange beskyldninger udgør vanen tro en del af byrådets gøren og laden. Uenighederne drejer sig blandt andet om Slagelse Kommunes erhvervsfremmestruktur og om den reviderede styrelsesvedtægt.
Det nuværende kapitel starter med et portræt af borgmester John Dyrby Paulsen (S), som blev udgivet af DR Sjælland den 25. april 2018:
»Jeg har det lidt sådan, at først pisser oppositionen på os, og så klager de over, at vi lugter. Det har jeg ikke den store respekt for, men sådan kan politik desværre også være,« udtalte John Dyrby Paulsen.
John Dyrby henviste blandt andet til det kuldsejlede byrådssamarbejde, som førte til opsigelse af samarbejdsaftalen og ændring af styrelsesvedtægten.
Erhvervsfremmestruktur og »tætte bånd«
Den følgende mandag, forud for byrådsmødet, kom 1. viceborgmester Villum Christensen (LA) ind på kommunens erhvervsfremmestruktur i Uge Nyt og VDonline:
»Jeg synes, det er ærgerligt, at Erhvervsrådet i den grad har valgt at politisere ved at man hele tiden (fejlagtigt) nedgør byrådets intentioner om at have en god dialog med erhvervslivet,« sagde Villum Christensen, idet han blandt andet henviste til kritikken fra formanden for Slagelse Erhvervsråd, Helge Poulsen.
Herefter var der byrådsmøde, og det forløb relativt roligt indtil punkt 27: “Genoptaget – oplæg til den fremtidige erhvervsfremmestruktur”. John Dyrby Paulsen kom ind på de »tætte bånd« mellem Slagelse Erhvervsråd og Venstre. Det ønskede byrådsmedlem Anders Koefoed (S) at få uddybet, hvortil John Dyrby svarede:
»Jeg konstaterer bare, at det er sådan,« slog borgmesteren fast, hvorpå flertalsgruppen (rød blok og LA) stemte deres forslag igennem. Forslaget drejede sig blandt andet om Slagelse Erhvervsråds plads i bestyrelsen for Slagelse Erhvervscenter.
»Først pisser I på os, og så agter I at klage«
Dagen efter drog borgmester John Dyrby Paulsen til 1. maj-møde i blandt andet Korsør, hvor han slog sit udsagn til DR Sjælland fast:
»Og så må jeg også sige til oppositionen: det der med at blive væk fra møderne, og så brokke sig over resultatet giver jeg ikke meget for! Først pisser I på os, og så agter I at klage til statsforvaltningen over, at vi lugter. Det tror jeg helt ærligt ikke, at der er ret mange, der har respekt for – og jeg har slet ikke!« Det skriver VDonline.
Det fik byrådsmedlem og tidligere borgmester, Stén Knuth (V), til tasterne onsdag morgen:
»Hvis man skal tro midernes referater fra talerne, så havde borgmesteren valgt denne dag til at retfærdiggøre sin valgretorik fra det overstået KV17, frem for at tale visioner og muligheder, samt skabe en retning for hans tid som borgmester,« skriver Stén Knuth på Facebook og fortsætter:
»Den meget uforsonlige tale og retorik fra de sidste år fastholdes desværre. Og mandag aften var vi i Venstre vidne til, i byrådssalen, at samme borgmester beklagede Venstres tætte relationer og ikke mindst samarbejde med vores lokale erhvervsliv. Uden at drage paralleller til hans 1. maj tale om at “blive pisse på”, så må vi i Venstre igen beklage borgmesterens retorik, som ikke lader meget stå tilbage.«
Borgmester taler erhvervsrådet ned
John Dyrby Paulsens udsagn får også Niels Jørgensen (K) på banen. Han er blandt andet bestyrelsesmedlem i Slagelse Erhvervsråd, og han skriver følgende kommentar i en lokalpolitisk Facebook-gruppe:
»Hej John Dyrby Paulsen – jeg har været i politik i mange år, men sjældent har jeg hørt så lemfældig omgang med sandheden. Erhvervsrådet har kun en mission, og det er at være erhvervslivets talerør, og vi vedbliver med at være det selvom du prøver at tale os ned,« skriver Niels Jørgensen og fortsætter:
»Jeg har siden Hashøj eksisterede arbejdet for samarbejde, men det ønsker du ikke, og det undrer mig. Nævn blot et tilfælde hvor vi ikke har mødt op til et møde. Jeg er så skuffet over din ageren efter at have samarbejdet så godt med Lis (Tribler (S), byrådsmedlem og tidligere borgmester, red.), medens vi var i byrådet, til kommunen og erhvervslivets bedste.«
Læs også: Erhvervsformand: Vi har ikke brug for et jerntæppe om rådhuset
Vanen tro så er 1. maj arbejdernes dag. Hvis man skal tro mediernes referater fra talerne, så havde borgmesteren valgt…
Slået op af Stén Knuth i 1. maj 2018
Grafik: JuanDarien / iStock
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.