Øboere bliver vaccineret på Omø, Agersø og andre øer

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Skaelskor.News – Vaccinationstilbuddet på blandt andet Omø og Agersø gælder fastboende øboere over 16 år. De vil blive tilbudt vaccination i uge 20.

Fastboende på Region Sjællands øer bliver nu tilbudt vaccination lokalt på den ø, hvor de bor. Det gælder de syv øer Omø, Agersø, Fejø, Femø, Sejerø, Orø og Askø.

Sammen med PLO Sjælland tilbyder vi et solidt og nært tilbud til regionens øboere, som skal modvirke ulighed i sundhed, siger regionsrådsformanden. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

20 vaccinationsindsatsen på øer med mindst ti beboere

Borgerne på øerne i Region Sjælland vil nu blive tilbudt vaccination mod COVID-19 på egen ø, da regionen i et stærkt samarbejde med PLO Sjælland (Praktiserende Lægers Organisation på Sjælland) nu tilbyder vaccination lokalt på øerne.

På baggrund af en dispensation fra sundhedsmyndighederne til vaccination af øsamfund rykker Region Sjælland i uge 20 vaccinationsindsatsen helt ud på øer, hvor der er mindst ti beboere.

Læs også: COVID-19-hurtigtest på Omø, Agersø og andre øer.

»Jeg er glad for, at vi sammen med PLO tilbyder vaccination ude på vores øer,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) og fortsætter:

»Vi har hele tiden arbejdet for at få vaccinetilbuddet helt ud i nærområderne, og nu kommer vi helt tæt på de borgere, der bor på de ikke brofaste øer. Nærheden skal modvirke ulighed i sundhed og skabe motivation og opbakning til vaccinationsindsatsen i hele regionen. Det er helt afgørende.«

Vaccinationstilbuddet på øerne gælder fastboende øboere over 16 år, som alle vil blive tilbudt vaccination i uge 20. På den måde udnytter regionen vaccinerne, ressourcerne og logistikken bedst muligt og minimerer dermed risikoen for vaccinespild.

Samarbejder med Slagelse Kommune om vaccinationerne

Et tæt samarbejde med PLO Sjælland har været med til at bane vejen for vaccination på de syv øer Fejø, Femø, Sejerø, Orø, Omø, Agersø og Askø. På de fire førstnævnte øer bliver det øens læge, der varetager vaccinationerne.

»Vi har indgået en god og fleksibel aftale med regionen, der gør, at vores ø-læger selv kan planlægge, hvordan de vil tilbyde COVID-19 vaccination til øens beboere, uden at det sker på bekostning af deres daglige arbejde med patienterne,« siger Camilla Høegh-Guldberg, der er formand for PLO Sjælland.

På Omø og Agersø i Slagelse Kommune og på Askø i Lolland Kommune vil regionen arrangere vaccinationsindsatsen i samarbejde med den pågældende kommune.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.